BLOG 8

Rebetika - græsk storbymusik

Navnet ρεμπέτικο (plur. ρεμπέτικα) er afledt af ρεμπέτης (rebetis), som måske er den græske version af et slavisk ord, der betyder et ungt menneske (jf. russ. ребя́та = børn/unge fyre/kammerater). Det slaviske ord har samme protoindoeuropæiske rod (*h₃erbʰ) som det græske ορφανός(=forældreløs), det tyske arbeit(=møje/nød) og det latinske orbus(=berøvet). En anden mulighed er det tyrkiske ord ribat, som betyder kaserne. Græske fremmedord, som indeholder lyden b, skrives vedtægtsmæssigt med μπ, da det græske β udtales v. Det græske ord ρεμπέτης har fået betydningen en slyngel, en hårdhudet og smart fyr. Et andet ord med nogenlunde samme betydning er μάγκας, som kommer af (latin) mango = slavehandler.

Rebetika er musik, lyrik og dans, som i sin oprindelige orientalske form voksede frem i det nittende århundrede i den lykkelige tid i de græskbefolkede byer og egne i Lilleasien, inden nationalismens spøgelse dukkede op, og som blomstrede i 1920'erne i de græske havnebyer Thessaloniki, Volos og Piræus efter Grækenlands invasion i Tyrkiet, den ungtyrkiske nationale vækkelse, og "den lilleasiatiske katastrofe", hvor 1,5 millioner grækere blev forfulgt, myrdet og til sidst i 1923 tvangsforflyttet fra Tyrkiet, mange fra Istanbul (Konstantinopel) og Smyrna.

De fleste grækere udenfor byerne i Osmannerriget havde tyrkisk som modersmål. Græske efternavne, som ender på -ογλου, stammer fra Tyrkiet og svarer til det danske -sen. I den kosmopolitiske storby Smyrna talte man en fremmedartet græsk dialekt, der var stærkt påvirket af tyrkisk, fransk og italiensk. Grækerne var velintegrerede i Osmannerriget, men deres identitet var græsk på grund af den ortodokse kristne religion. I de græske havnebyer levede de derefter som rodløse og traumatiserede indvandrere, og mange udvandrede efterhånden til den nye verden, da de ikke havde noget tilhørsforhold andre steder i Grækenland.

De hundredvis af landflygtige musikere bragte deres orientalsk påvirkede musik med sig, og det er en oplagt forklaring, at rebetika er opstået som en syntese af tyrkisk rytme/dans og europæisk musik/lyrik. Specielt den orientalske måde at synge og spille på, 9-slags takt, og musikinstrumenterne, gav med ét den græske musik en helt ny klang, selvom musikere fra Smyrna allerede i 1870’erne havde optrådt i Athen med deres orientalsk påvirkede musik. Flygtningene, som kom til Grækenland, bragte en anden opfattelse af livet med sig, da de var vant til en mere kosmopolitisk livsstil. Det er værd at bemærke, at de første kunstneriske ledere af de to største pladeselskaber i Grækenland (Odeon og Columbia) i mellemkrigstiden var fra Lilleasien. Den sociale uro, som indvandringen medførte, ændrede imidlertid den muntre og livsglade orientalske musik, sådan at rebetikaen fik en mere hård klang og bouzoukien blev det vigtigste instrument.

Mange af tilflytterne levede på kanten af samfundet, og mange af de unge mænd har sikkert skikket sig nogenlunde som visse utilpassede pseudohelte af anden etnisk herkomst i nutidens Danmark. Nogle førte sig frem som knivbevæbnede småkriminelle, som dansere eller som markant klædte 'gangstas'. Musikerne kunne finde en levevej i havnebyernes værtshuse. Vigtige spillesteder var kaféer (καφέ αμάν) og de lyssky τεκέδες (tekedes) < (tyrk.) tekke, hvor det var muligt at ryge hash og heroin, og meget naturligt blev den nye musikform også dyrket i fængslerne. Modsat nutidens situation i Danmark var der ingen religiøs vækkelse, da tilflytternes religion jo var den samme som de indfødtes.

Kriminaliteten og den orientalsk påvirkede kultur i havnebyerne var i modstrid med den nationalkonservative diktator Metaxas' forestillinger om en "tredie græsk civilisation". I 1937 blev hashværtshusene forbudt. Denne situation er beskrevet i sangen Πέντε μάγκες στον Περαία, hvor fem fyre bestiller en vandpibe med "persisk tobak". De bliver imidlertid ikke "høje" og klager til værten og forklarer, at de hverken er spradebasser, uvidende småbørn eller heroinjunkier. Til sidst må de gå med uforrettet sag til en ussel hule oppe i højdedraget bag Piræus, hvor de har gemt en vandpibe med hash. Sangen er skrevet af rebetikamusikeren Γιοβάν Τσαούς (Jovan Tsaous), f. 1893 i Lilleasien.

Den bedst kendte af de tidlige rebetikamusikere er Μάρκος Βαμβακάρης (Markos Vamvakaris), f. 1905. Han kom fra et romersk-katolsk samfund på Syros og fik derfor tilnavnet "Φράγκος" = Frankeren. De kykladiske øer kom under venetiansk herredømme efter det fjerde korstog i 1204, og her findes stadigvæk landsbyer og hele sogne, som er romersk-katolske. Syros havde i slutningen af 1800-tallet en vigtig bomuldsindustri, og navnet Βαμβακάρης er afledt af det græske ord for bomuld βαμβάκι. Muligvis på grund af noget småkriminalitet flygtede han som 12-årig fra Syros til Piræus, hvor han i begyndelsen hutlede sig igennem, men senere blev en virtuos bouzoukimusiker, sangskriver og komponist. I begyndelsen spillede han i de berygtede τεκέδες, senere blev han kendt og populær i hele Grækenland, idet han, påvirket og stimuleret af det multikulturelle storbymiljø, videreudviklede og revitaliserede den folkelige græske musik. Μίκης Θεοδωράκης (Mikis Theodorakis, f. 1925) har om sig selv og sine samtidige græske komponistkolleger skrevet: "Vi er alle kun grene på et træ. Markos er det træ."

Her er links til nogle af hans bedst kendte sange: Φραγκοσυριανή ("Den katolske pige fra Syros", en kærlighedssang krydret med en masse lokale stednavne), og Όλοι οι ρεμπέτες του ντουνιά. Rytmen er 2/4 og 4/4 χασάπικος (< tyrk. kasap = slagter).

Her er teksten til den sidste af sangene:

Όλοι οι ρεμπέτες του ντουνιά
εμένα μ’ αγαπούνε
μόλις θα μ’ αντικρίσουνε
θυσία θα γενούνε

Και `γώ φτωχός γεννήθηκα
στον κόσμο έχω γνωρίσει
μέσα απ’ τα φύλλα της καρδιάς
εγώ έχω μαρτυρήσει

Όλοι οι κουτσαβάκηδες
που ζούνε στο κουρμπέτι
κι αυτοί μες στην καρδούλα τους
έχουν μεγάλο ντέρτι

Teksten er præget af den græske dialekt, man talte i Smyrna. De tyrkiske ord i sangen giver et godt fingerpeg om sangens indhold, der handler om at føre sig frem i verden, om fattigdom og udlændighed, og om den dermed forbundne hjertesorg og lidelse:

dÿnya (ντουνιά) verden, folk
gurbet (κουρμπέτι) udlændighed
dert (ντέρτι) bekymring, sorg

Mere etymologi:

(plur.) κουτσαβάκηδες < (dim.) κουτσαβάκης (=pseudohelt, macho) < κούτσαβος < (klassisk græsk) κότταβος = siciliansk selskabsleg, hvor man kaster den sidste sjat vin i glasset på et metalbækken (spytbakke?) og af lyden tolker den elskede genstands følelser for én.

Morsomt er det på denne måde i et nutidigt græsk ord at kunne skue tilbage til livet i værtshusene i de oldgræske kolonier og havnebyer.

En helt enkel sang i traditionel tyrkisk 9/4-takt, Τα ματόκλαδά σου λάμπουν, består af fire små strofer, som gentages. Her er en dansk oversættelse:

Dine øjenvipper stråler som slettens blomster.
Når du sænker dine øjenvipper, tager du mine tanker og forstand.
Dine øjne, søsterlil, er hjerteknusende.
Brug dine øjne til at se (="lad dine øjne komme ud"), de finder ikke én som mig.

I hver anden takt høres i det 9'ende taktslag ordet βρε [vre]. Dette ord har ingen særlig betydning i sangen, men bruges som en mindre høflig tiltaleform i storbyen. Det betyder egentlig fjols eller dumrian (βρε/ρε < μωρέ < μωρός), men kan også have en neutral eller ligefremt anerkendende betydning i en kammeratlig sammenhæng.

Βασίλης Τσιτσάνης (Vasilis Tsitsanis, f. 1915) var en anden meget kendt rebetikakomponist og bouzoukimusiker. Han kom fra Thessalien i det vestlige Grækenland, og blev af sine rebetikavenner kaldt Ο Βλάχος ("Bondeknolden"). Han bidrog ligesom Markos til at gøre rebetikamusikken mindre orientalsk (mikrotonaliteten) og dermed mere tilgængelig for de indfødte grækere. Lyt til denne melankolske sang i 9/4-takt, Συννεφιασμένη Κυριακή (Overskyet søndag), skrevet efter en vinternat med spærretid under den tyske besættelse i Thessaloniki, hvor Vasilis om morgenen på vej hjem fra tavernen passerede et sted med blodspor i sneen og det efterladte lig af en ung mand. Grækerne elsker sangen, som af mange opfattes næsten som en nationalhymne. Komponisten og pianisten Μάνος Χατζιδάκις (Manos Hatzidakis, f. 1925) har brugt melodien i det første af klaverstykkerne Έξι Λαϊκές Ζωγραφιές.

En af de bedste fortolkere af Vasilis' sange var Σωτιρία Μπέλλου (Sotiria Bellou, f. 1921), som også var aktiv i modstandskampen. Lyt fx til hendes dybe og udtryksfulde stemme i Αντιλαλούνε τα βουνά (Bjergene runger). Denne sorgfulde sang i 9/4-takt handler umiddelbart om en svigtet kvinde, som græder og udstøder en uendelig række af suk, så det giver genlyd i bjergene, men den kan også fortolkes som en poetisk omskrivning af de undertrykte grækeres situation, først under de nationalkonservative, senere nazisterne og fascisterne.

Den langsomme anatolske 9/4-rytme med to dobbelte taktslag i hver takt er i en “ny” synkoperet form blevet en del af den moderne grækers "sjæl". Grækernes fortælling er, at dansen ζεϊμπέκικο stammer helt tilbage fra Alexander den Stores soldater, som udtrykte deres sorg over faldne kammerater. Dansen udføres som en personligt koreograferet solodans, der skal udtrykke danserens følelser. Med armene som udbredte vinger imiterer danseren en høgs bevægelser, ligesom i den skrækindjagende tyrkiske zeybeği, en koreograferet militærdans i meget langsom 9/4 rytme fra det sydvestlige Anatolien. Det kræver mod, sikkerhed og måske en passende mængde alkohol i blodet at eksponere sig selv på denne måde. Et godt eksempel med ζεϊμπέκικο-rytme (|▪▪| ▪|▪ |▪ |▪▪| ▪|▪ |▪ |▪ |) er den smukke sang fra Lilleasien om døden på emigrantskibene: Σαν πεθάνω στο καράβι. "Hvad vil man sige, hvis jeg dør? Et barn døde, og ligeså en ung mand på livets tinde. Hvis jeg dør på skibet, kast mig overbord ved kysten, så de sorte fisk og det salte vand kan fortære mig." Her er den græske tekst med en simpel becifring og med angivelse af stavelsernes placering i 9/4-takten:

En ligeledes sørgelig sang med samme rytme er Ο Μεμέτις, hvor Mehmet har svigtet sin kvinde (Μεμέτης = Mehmet = Muhammad, dvs. græsk emigrant fra Tyrkiet). Ordet αμάν er tyrkisk, som igen har det fra arabisk. I den græske kirke bruges ordet αμήν (= amen), som kommer fra hebræisk. Begge ord bruges i religiøs sammenhæng som et udbrud, der skal bekræfte troen. Der er i virkeligheden tale om det samme semitiske ord, som betyder noget i retning af: "Det er sandheden!". "Αμάν, αμάν" på græsk kan oversættes til "åh, åh nej".

En meget kendt ζεϊμπέκικο Το ζεϊμπέκικο της Ευδοκίας i langsom traditionel tyrkisk 9/4-rytme uden synkopering (|▪ |▪▪|▪ |▪ |▪ |▪▪|▪ |▪ |▪ |) blev komponeret til den græske film Ευδοκία af den græske komponist Μάνος Λοΐζος. Ζεϊμπέκικο λαϊκών (βαρύς καρσιλαμάς) er en pardans i samme, men hurtigere, 9/4-rytme med trinene H-V-H-VHV (tre langsomme skridt efterfulgt af tre hurtige). I den dobbelt så hurtige pardans γρήκορος καρσιλαμάς i 9/8-rytme med pauser i stedet for dobbeltslag er trinene |H-V-H-(VV)-|V-H-V-(HH)-|, hvor parentesen betyder, at trinet markeres, men ikke trædes.

Dansen απτάλικος, hvis navn er afledt af det tyrkiske ord aptal (=fjols), stammer fra det nordvestlige Anatolien og følger den traditionelle 9/4-rytme uden synkopering (|▪ |▪ |▪ |▪  |▪▪|▪ |▪ |▪ |▪▪|), men her med seks skiftevis hurtige og langsomme skridt (V-HV-HVH-). Det andet taktslag og de to dobbeltslag trædes ikke. Sangen Στη Σμύρνη είναι οι όμορφες begynder med de fire enkeltslag, og sangen Πίνω και μεθώ begynder ved det første dobbelte taktslag. Trinene kan også vælges mere frit afhængigt af, hvad melodiens rytme lægger op til (fx VHVH-VHV- til sangen Σωκιανή). Grækerne danser den livlige dans parvis eller uafhængigt i flok på dansegulvet.

Den langsomme og synkoperede græske ζεϊμπέκικο danses solo med op til elleve skridt per takt. Den samme synkopering af rytmen findes i solodansen τσιφτετέλι med 4/4 rytmen |▪▪| ▪|▪ |▪ |, hvor der danses mere med hofterne end med fødderne.

I Grækenland efter juntatiden, og generelt i forbindelse med opblomstringen af den såkaldte "verdensmusik", er der opstået en fornyet interesse for den oprindelige orientalske rebetika, som er mere udfordrende for et vestligt øre, men dermed ikke mindre spændende. Lyt fx til Αφού είχες άλλον στην καρδιά. Sangen er fra Kreta, hvor der tidligere levede mange græsktalende tyrkere, og er tydeligt påvirket af musikken fra Lilleasien. Teksten med oversættelse:

En fremtrædende nutidig eksponent for græsk musik er sangeren, musikeren og komponisten Μάρθα Μαυροειδή. Hør hende sammen med Στάθης Κουκουλάρης på violin i Πρωτομαγιά. (Første maj er en forårsfest med rødder tilbage til oldtiden.)

Selvportræt af Νίκος "den skøre" Μάθεσης (Nikos Mathesis, f. 1907), en ægte ρεμπέτης fra Piræus, morder, rebetikalyriker og ophavsmand til tegningerne, hvorfra vignetterne på denne side er taget.

Del på facebook

Tweet

BLOG 8