BLOG 8


Forrige side: Græsk folkedans Næste side: Mens vi venter på barbarerne

Rebetika - græsk storbymusik


Navnet ρεμπέτικο (plur. ρεμπέτικα) er afledt af ρεμπέτης (rebetis), som formentlig er den græske version af et slavisk ord, der betyder et barn eller ung mand (jf. russ. ребёнок = barn, ребя́та = børn/unge fyre). Det slaviske ord har samme indoeuropæiske oprindelse som det græske ορφανός (= forældreløs) og det tyske arbeit (= møje/nød). Græske fremmedord, som indeholder lyden b, skrives vedtægtsmæssigt med μπ, da det græske β udtales v. Det græske ord ρεμπέτης har fået betydningen en slyngel, en hårdhudet og smart fyr. Et andet ord med nogenlunde samme betydning er μάγκας, som kommer af (latin) mango = slavehandler.

Rebetika er musik, lyrik og dans, som i sin oprindelige orientalske form voksede frem i det nittende århundrede i de græskbefolkede byer i Lilleasien, og som blomstrede i 1920'erne i de græske havnebyer Thessaloniki, Volos og Piræus efter "den lilleasiatiske katastrofe", hvor 1,5 millioner "grækere" blev tvangsforflyttet fra Tyrkiet, især fra Istanbul og Izmir (Smyrna). En stor del af disse mennesker var velintegrerede i Osmannerriget og tyrkisksprogede, men deres identitet var græsk på grund af den ortodokse kristne religion. Den første destination var havnebyerne, hvor de levede som rodløse indvandrere, og hvorfra mange efterhånden udvandrede til den nye verden, da de ikke havde noget tilhørsforhold andre steder i Grækenland.

De landflygtige musikere bragte deres musikinstrumenter med sig, og det er en oplagt forklaring, at rebetika er opstået ved gensidig påvirkning mellem tilflytternes orientalske musik og Grækenlands europæisk orienterede musik. Specielt den orientalske måde at synge og spille på (mikrotonalitet), 9-slags takt, og musikinstrumenterne, bl.a. μπουζούκι (bouzouki) < (tyrk.) büzük, gav den græske musik en helt ny klang.

Mange af tilflytterne levede på kanten af samfundet, og mange af de unge mænd har sikkert skikket sig nogenlunde som visse utilpassede pseudohelte af anden etnisk herkomst i nutidens Danmark. Nogle førte sig frem som knivbevæbnede småkriminelle, som dansere eller som markant klædte 'gangstas'. Musikerne kunne finde en levevej i havnebyernes værtshuse. Vigtige spillesteder var de lyssky τεκέδες (tekedes) < (tyrk.) tekke, hvor det var muligt at ryge hash og heroin, og meget naturligt blev den nye musikform også dyrket i fængslerne. Modsat nutidens situation i Danmark var der ingen religiøs vækkelse, da tilflytternes religion jo var den samme som de indfødtes.

Tekke

Kriminaliteten og den orientalsk påvirkede kultur i havnebyerne var i modstrid med den nationalkonservative diktator Metaxas' forestillinger om en "tredie græsk civilisation". I 1937 blev hashværtshusene forbudt. Denne situation er beskrevet i sangen Πέντε μάγκες στον Περαία, hvor fem fyre bestiller en vandpibe med "persisk tobak". De bliver imidlertid ikke "høje" og klager til værten og forklarer, at de hverken er spradebasser, uvidende småbørn eller heroinjunkier. Til sidst må de gå med uforrettet sag til en ussel hule oppe i højdedraget bag Piræus, hvor de har gemt en vandpibe med hash. Sangen er skrevet af rebetikamusikeren Γιοβάν Τσαούς (Jovan Tsaous), f. 1893 i Lilleasien.


Den bedst kendte af de tidlige rebetikamusikere er Μάρκος Βαμβακάρης (Markos Vamvakaris), f. 1905. Han kom fra et romersk-katolsk samfund på Syros og fik derfor tilnavnet "Φράγκος" = Frankeren. Syros havde i slutningen af 1800-tallet en vigtig bomuldsindustri, og navnet Βαμβακάρης er afledt af det græske ord for bomuld βαμβάκι. Muligvis på grund af noget småkriminalitet flygtede han som 12-årig fra Syros til Piræus, hvor han i begyndelsen hutlede sig igennem, men senere blev en virtuos bouzoukimusiker, sangskriver og komponist. I begyndelsen spillede han i de berygtede τεκέδες, senere blev han kendt og populær i hele Grækenland, idet han, påvirket og stimuleret af det multikulturelle storbymiljø, videreudviklede og revitaliserede den folkelige græske musik. Μίκης Θεοδωράκης (Mikis Theodorakis) har om sig selv og sine samtidige græske komponistkolleger skrevet: "Vi er alle kun grene på et træ. Markos er det træ."

Her er links til nogle af hans bedst kendte sange: Φραγκοσυριανή og Όλοι οι ρεμπέτες του ντουνιά. Rytmen er 2/4 og 4/4 χασάπικο (< tyrk. kasap = slagter).

Her er teksten til den sidste af sangene:

Όλοι οι ρεμπέτες του ντουνιά
εμένα μ’ αγαπούνε
μόλις θα μ’ αντικρίσουνε
θυσία θα γενούνε

Και `γώ φτωχός γεννήθηκα
στον κόσμο έχω γνωρίσει
μέσα απ’ τα φύλλα της καρδιάς
εγώ έχω μαρτυρήσει

Όλοι οι κουτσαβάκηδες
που ζούνε στο κουρμπέτι
κι αυτοί μες στην καρδούλα τους
έχουν μεγάλο ντέρτι

De tyrkiske ord i sangen giver et godt fingerpeg om sangens indhold, der handler om at føre sig frem i verden, om fattigdom og udlændighed, og om den dermed forbundne hjertesorg og lidelse:

dÿnya (ντουνιά) verden, folk
gurbet (κουρμπέτι) udlændighed
dert (ντέρτι) bekymring, sorg

Mere etymologi:

(plur.) κουτσαβάκηδες < (dim.) κουτσαβάκης (=pseudohelt, macho) < κούτσαβος < (klassisk græsk) κότταβος = siciliansk selskabsleg, hvor man kaster den sidste sjat vin i glasset på et metalbækken (spytbakke?) og af lyden tolker den elskede genstands følelser for én.

Morsomt er det på denne måde i et nutidigt græsk ord at kunne skue tilbage til livet i værtshusene i de oldgræske kolonier og havnebyer.


En helt enkel sang i 9/8-takt, Τα ματόκλαδά σου λάμπουν, består af fire små strofer, som gentages. Her er en dansk oversættelse:

Dine øjenvipper stråler som slettens blomster.
Når du sænker dine øjenvipper, tager du mine tanker og forstand.
Dine øjne, søsterlil, er hjerteknusende.
Brug dine øjne til at se (="lad dine øjne komme ud"), de finder ikke én som mig.

I hver anden takt høres i det 9'ende taktslag ordet βρε [vre]. Dette ord har ingen særlig betydning i sangen, men bruges som en mindre høflig tiltaleform i storbyen. Det betyder egentlig fjols eller dumrian (βρε/ρε < μωρέ < μωρός), men kan også have en neutral eller ligefremt anerkendende betydning i en kammeratlig sammenhæng.


Βασίλης Τσιτσάνης (Vasilis Tsitsanis, f. 1915) var en anden meget kendt rebetikakomponist og bouzoukimusiker. Han kom fra Thessalien i det vestlige Grækenland, og blev af sine rebetikavenner kaldt Ο Βλάχος ("Bondeknolden"). Han bidrog ligesom Markos til at gøre rebetikamusikken mindre orientalsk og dermed mere tilgængelig for de indfødte grækere. Lyt til denne melankolske sang i 9/4-takt, Συννεφιασμένη Κυριακή (Overskyet søndag), skrevet efter en vinternat med spærretid under den tyske besættelse i Thessaloniki, hvor Vasilis om morgenen på vej hjem fra tavernen passerede et sted med blodspor i sneen og det efterladte lig af en ung mand. Grækerne elsker sangen, som af mange opfattes næsten som en nationalhymne.


En af de bedste fortolkere af Vasilis' sange var Σωτιρία Μπέλλου (Sotiria Bellou, f. 1921), som også var aktiv i modstandskampen. Lyt fx til hendes dybe og udtryksfulde stemme i Αντιλαλούνε τα βουνά (Bjergene runger). Denne sorgfulde sang i 9/4-takt handler umiddelbart om en svigtet kvinde, som græder og udstøder en uendelig række af suk, så det giver genlyd i bjergene, men den kan også fortolkes som en poetisk omskrivning af de undertrykte grækeres situation, først under de nationalkonservative, senere nazisterne og fascisterne, (og nu Angela Merkel).


Grækerne har lånt mange af de mellemøstlige naboers karaktertræk - den inderlige klagesang er én af dem. Også den udbredte korruption ("ρουσφέτι και φακελάκι") minder om lignende forhold i Mellemøsten. Det tyrkiske ord for bestikkelse er rüşvet, og er på græsk (ρουσφέτι) blevet benævnelsen for klientelisme. Φακελάκι (= lille konvolut) betyder betaling under bordet. Skatteunddragelse blev betragtet som patriotisk adfærd, da grækerne var underlagt osmannervældet, men er stadigvæk en fremherskende skik.


De langsomme synkoperede 9/4 ζεϊμπέκικο-rytmer (zeibekiko) er på trods af deres krigeriske tyrkiske oprindelse blevet en del af den moderne grækers "sjæl" (zeybek = tyrkisk guerilla, som bekæmpede de græske invaderende tropper under den græsk-tyrkiske krig 1919-1922). Mens tilskuerne klapper takten, udføres dansen som en personligt koreograferet solodans, der skal udtrykke danserens følelser. Med armene som udbredte vinger imiterer danseren en høgs bevægelser ligesom i den oprindelige og mere raffinerede tyrkiske dans (zeybeği). Det kræver mod, sikkerhed og en passende mængde alkohol i blodet at eksponere sig selv på denne måde. Et godt eksempel med den såkaldte "ny" ζεϊμπέκικο-rytme er den smukke sang fra Lilleasien om døden på emigrantskibene: Σαν πεθάνω στο καράβι. "Hvad vil man sige, hvis jeg dør? Et barn døde, og ligeså en ung mand på livets tinde. Hvis jeg dør på skibet, kast mig overbord ved kysten, så de sorte fisk og det salte vand kan fortære mig." Her er den græske tekst med en simpel becifring og med angivelse af stavelsernes placering i taktslagene:

Ordet αμάν er tyrkisk, som igen har det fra arabisk. I den græske kirke bruges ordet αμήν (= amen), som kommer fra hebræisk. Begge ord bruges i religiøs sammenhæng som et udbrud, der skal bekræfte troen. Der er i virkeligheden tale om det samme semitiske ord, som betyder noget i retning af: "Det er sandheden!".


I Grækenland efter juntatiden, og generelt i forbindelse med opblomstringen af den såkaldte "verdensmusik", er der opstået en fornyet interesse for den oprindelige orientalske rebetika, som er mere udfordrende for et vestligt øre, men dermed ikke mindre spændende. Lyt fx til Αφού είχες άλλον στην καρδιά. Sangen er fra Kreta, hvor der tidligere levede mange græsktalende tyrkere, og er tydeligt påvirket af musikken fra Lilleasien. Teksten med oversættelse:

Αφού ‘χες άλλον στη καρδιά
τι μ' ήθελες εμένα
να με πληγώσεις να πονώ
ώστε να ζω για σένα.

Παίζεις με τις φτωχιές καρδιές
για να γλεντάς τα νιάτα
κι ύστερα τσι ξελησμονάς
στου χωρισμού τη στράτα.

Όσο και αν παίζεις και γελάς
θα 'ρθει και σε η σειρά σου
οι πίκρες και τα βάσανα
να κάψουν τη καρδιά σου.

Når du havde en anden i hjertet,
hvad ville du mig.
Hvorfor ville du såre mig,
så jeg lever for dig.

For at nyde ungdomstiden
leger du med de fattige hjerter
og glemmer dem senere helt
på adskillelsens vej.

Hvor meget du end leger og ler,
så kommer også din tur
med bitterhed og lidelse,
som svider dit hjerte.

 

Mathesis

Selvportræt af Νίκος "den skøre" Μάθεσης (Nikos Mathesis, f. 1907), en ægte ρεμπέτης fra Piræus, morder, rebetikalyriker og ophavsmand til tegningerne, hvorfra vignetterne på denne side er taget.

Del på facebook


Forrige side: Græsk folkedans Næste side: Mens vi venter på barbarerne


BLOG 8